Det var ikke lige sådan, at Fusion Cup 2010 begyndte i Nysum. Men vi fik afviklet fem mountainbikeløb som lovet. Niveauet gik efter vores mening, fra ok til super. De tre sidste afdelinger havde rigtig gode spor - og godt vejr. Sidstnævnte havde vi bestilt separat.
Spændingen om podiepladserne til samlede sejr holdt lige til sidste afdeling, både hos kvinderne og mændene.
Esben Kronborg dominerede herreklassen i alle fem afdelinger, og blev en fortjent sejrherre, mens der var en indædt kamp om de øvrige podiepladser helt op til sidste omgang.
Hos kvinderne gjorde den nordiske mester, Mette Kronborg rent bord. Men også her var der kamp om de øvrige podiepladser. Dejligt at se at sporten også har fat i kvinderne.
Det var andet år, vi afholdt mountainbikeløb.
Vi håber I har været tilfredse, også med Fusion Cup 2010. Vi måtte som I sikkert husker, udskyde de fleste afdelinger på grund af Kong Vinter.
Vi har været rigtig glade for jeres tålmodighed. Det har ikke været nemt hverken for jer at vente på "godt vejr", men vi synes selv at alle fem afdelinger blev afviklet så godt som vejret nu tillod os det.
En stor tak til jer deltagere, Skov- og Naturstyrelsen, Aalborg Kommune, Rebild Kommune, sponsorerne samt de mange frivillige der gjorde Fusion Cup 2010 mulig.
Fusion Cup 2010 havde igen pressens bevågenhed. TV2/NORD var på pletten i Nysym grusgrav og Vodskov Avis dukkede op i Hammer Bakker.
Arrangørerne vil nu evaluere Fusion Cup 2010, og vi har allerede selv en liste over forbedringer. Har du noget på hjerte, er du meget velkommen til at kontakte os, med dine ønsker.
Håber vi ses næste år.
Husk at tjekke dette website, lige pludselig er vi på banen igen med en 2011-udgave.






